4 tricks: Sæt turbo på indlæringsevnen

Nogle studerende bruger få timer om dagen og andre hele dagen på at få de samme karakterer. Nogle mennesker har […]

Image
Mads Christensen 18-08-2016
Image

Nogle studerende bruger få timer om dagen og andre hele dagen på at få de samme karakterer.

Nogle mennesker har bare nemmere ved at studere og huske. De såkaldte klæbehjerner. Men for de fleste af os er spørgsmålet om studieteknikker og indlæringsteknikker det, der gør forskellen på at få 2 eller 12 med cirka den samme indsats målt i tid.

Her kommer Halfdan Timm – der står bag bogen Få 12 med konkrete studietips- og tricks samt siden Berettermodellen.dk – med 5 af de bedste til at sætte turbo på indlæringsevnen og blive en af dem, der får gode resultater selv med et liv ved siden af studiet.

Drop Red Bulls

Red Bulls er ækvivalenten til at tisse i bukserne for at holde varmen.

I 5 minutter har du masser af energi som sukker og koffein lander i kroppen. Men kort efter ryger du ned igen.

Og der er langt ned.

I flere timer efter at have drukket en Red Bull eller anden sukkerdrik, performer du under niveau, fordi dit blodsukker skal reguleres på plads igen.

Kaffe er en bedre løsning, for her får du den brugbare koffein uden bjørnetjeneste-sukkeret.

I det hele taget bør du undlade at drikke sukker – det vil sige energidrikke, sodavand og andet. Ikke alene er det den nemmeste måde at tage på i vægt, men det er også en sikker metode til at ødelægge din koncentrationsevne.

20 minutters gåtur eller meditation

Det er sundt at lade kroppen og sindet få en pause – også andet end frokostpausen.

20 minutters gåtur kan gøre underværker for dig.

Se billedet herunder af skanninger af 2 hjerner:

Den ene har haft en 20 minutters gåtur i højt tempo, mens den anden har siddet stille. Det røde er hjerneaktivitet.

Frisk luft og aktivitet gør os godt. Det er også derfor, du føler dig mere energisk og motiveret til at studere efter at have styrketrænet eller løbet en tur – du bliver frisk igen af det.

Meditation kan have samme effekt, så hvis du ikke er glad for den store fysiske udfoldelse, kan du med fordel downloade en app som Headspace til din telefon og betale et par hundrede kroner om året for ubegrænset meditation lige i hånden.

Studér ikke for meget

Det her punkt bliver du sikkert glad for.

Du lærer ikke mere ved at læse 12 timer om dagen. De sidste timer sidder du sandsynligvis som en zombie uden at kunne huske noget af det, du læser dagen efter.

Studér i stedet for kun i den tid, du er effektiv. Hvis du spiser sundt, sover godt og dyrker motion, så har du 6-8 effektive timer om dagen at give af.

Brug de andre timer på at koble af, dyrke sport og lave andre ting. Det hjælper ikke alene på motivationen, men giver også bedre resultater. De sidste timer du lægger i en 12-timers dag er pligttimer, du reelt ikke får noget udbytte af, for her er du så træt, at intet sidder fast alligevel.

Det gælder især de sidste dage før eksamen!

Du hjælper ikke dig selv ved at tonse ekstra mange timer igennem – du møder i stedet bare træt op til eksamen. Dagen før en eksamen stopper jeg personligt altid med at læse ved 16-17 tiden og bruger resten af tiden på at koble af og forberede mig mentalt til eksamen næste dag.

Læs ikke bogen (fra ende til anden)

Den her gælder især til eksamenslæsning:

Hvis du gerne vil blive dygtig inden for et fag, så er den rette løsning ikke at læse bogen fra ende til anden. Du læser det, men bruger det ikke – og derfor husker du det heller ikke.

Til eksamenslæsning er en meget bedre metode at teste dig selv.

Skal du op til den mundtlige eksamen, så læg alle emner i en bunke papirer, træk et og gennemgå det for en partner. Få din partner til at stille spørgsmål om emnet.

Er det skriftlig, så gang i gang med at lave opgaver med det samme – også selvom du ikke har læst bogen.

Når du støder på et emne, du ikke kender, er du nødt til at række til bogen – men når du læser for at finde svar på noget konkret, og ikke blot fordi ”du skal læse”, så gemmer hjernen også informationen. Du bruger informationen.

Det virker anderledes godt.

God oplæsning!

Del artiklen

Skriv et svar

Du vil måske også synes om