Kickstart din læserutine efter ferien

Døjer du med motivationen til at få lavet lektier? Læs, hvorfor det kan være gavnligt at flytte plads, og få flere gode tips til at øge læselysten.

Image
Rasmus Lehmann 06-01-2019
Image

Efter en lang juleferie med masser af god mad, familiehygge og afslapning, kan det være svært at komme ind i dagligdagens rutine med at jonglere skole, lektier og venner. Vi bringer her en guide til, hvordan du kan få styr  på din læserutine og finde ud af, hvilken måde du lærer bedst på.

Find den rigtige læserutine

For at du kan koncentrere dig i skolen og om lektierne derhjemme, er det nødvendigt at have en god rutine. Først og fremmest skal du sørge for at få dækket dine basale behov, dvs. nok søvn og mad.

Du skal sørge for at få nok søvn om natten. Det betyder, du skal finde et nogenlunde fast tidspunkt, hvor du går i seng og står op på. Uden nok søvn forsvinder koncentrationsevnen, og indlæring bliver en udfordring. De fleste skal bruge omkring 8 timers søvn, men det er forskelligt for alle. Prøv dig frem og find ud af, hvor meget du skal sove, for at du føler dig frisk om morgenen.

Gode spisevaner hjælper dig, hvis du føler dig træt og ukoncentreret i løbet af dagen. Det er ikke nok med en god morgenmad, din krop kræver brændstof hele dagen. Hav en god madpakke, en flaske vand og nogle snacks med, som kan holde dig kørende i løbet af skoledagen.

Koncentreret arbejde med at lave lektier.
Test hvad der fungere bedst for dig

Find den måde du lærer bedst på

Det er vigtigt at finde ud af, hvordan du lærer bedst. Er det i samarbejde med andre eller alene? Og kan du bedst holde fokus derhjemme, i skolen eller et helt tredje sted? Prøv nogle forskellige metoder af, og noter evt. ned, hvor høj koncentrationen og motivationen var for dit arbejde – så finder du hurtigt frem til de bedste betingelser for din indlæring.

Eksperimenter med, hvor du læser. Prøv for eksempel at sætte dig på din skole efter undervisningen er slut, på biblioteket eller måske endda på en bænk i parken. Det er meget forskelligt hvilke omgivelser, man bedst kan lide at læse i. Du bør også foretage det samme eksperiment derhjemme; prøv at sidde ved dit skrivebord, ved køkkenbordet eller ved sofabordet. Hvor koncentrerer du dig bedst? Prøv at finde ud af, hvad der distraherer dig, når du prøver at lave lektier eller skrive opgaver. Bliver du for eksempel distraheret af larm, folk omkring dig, et TV eller duften af mad? Flyt dig et sted hen, hvor de elementer, der virker forstyrrende for dig, ikke er til stede.

Læs sammen med andre

Ligesom det er forskelligt, hvor du koncentrerer dig bedst, er det også forskelligt, om du læser bedst sammen med andre eller alene. Prøv dig frem og find ud af hvad der passer bedst til dig. Hvis du sidder alene, kan det være, at du koncentrerer dig bedre, hvis du har lidt musik i ørerne, så der ikke er forstyrrende lyde omkring dig. Det er en god idé at undgå musik med for megen sang, da du hurtigt kan blive fanget af teksterne, og glemme at du faktisk skal koncentrere dig om dine lektier.

Eksperimenter også med at læse sammen med andre. Ikke alle lærer bedst ved at læse og lave opgaver alene, men skal snakke om opgaverne og teksten, før de kan forstå og huske, hvad de læser. Pas dog på, at I ikke bliver for mange, for så kan koncentrationen hurtigt forsvinde. Nogle behøver slet ikke at snakke sammen for at lære af hinanden, men kan sidde ved siden af hinanden, mens de læser, og så holde pauserne i fællesskab. Prøv at finde en, der lærer bedst på samme måde som dig, og læs jeres lektier sammen – så bliver det meget hyggeligere!

Del artiklen

Skriv et svar

Du vil måske også synes om