Påskeferie med læring: Sjove aktiviteter med børnene

Leg og lær samtidigt! Ofte synes børnene at lege, der udfordrer, er rigtigt sjove. Her er tre lærerige lege, du kan lave med børnene i påskeferien.

Image
Christina Petersen 28-03-2018
Image

Børnenes påskeferie er over os, og børnene holder skolefri med påskefrokoster, påskeæg og påskespas. Der skal være plads til ferie og hygge langt fra skolens omgivelser, men påsken kan faktisk være fyldt med lærerige aktiviteter, der udvikler mange af børnenes kompetencer.

Vi samler her en række forskellige aktiviteter, der er fyldt med læring og faglig udvikling – helt uden børnene selv bemærker, at de træner deres skolefag!

Kreativ og sproglig læring med gækkebreve 

For børnene er det sjovt at lave brevet selv, holde på hemmeligheden – og få et påskeæg, naturligvis! Der er mange faglig aspekter over gækkebrevet, som I med fordel kan implementere i processen. Vidste I, at gækkebrevet er en gammel dansk tradition, der går helt tilbage til 1700-tallet? Prøv at læse lidt op på traditionen og fortæl børnene, hvordan gækkebrevet er opstået. De vil helt sikkert synes det er sjovt, at det er en dansk tradition, de ikke rigtig kender i andre lande. Her kan de samtidig lære lidt om traditioner generelt, hvis I har interesse i det.

Børnene udfolder deres kreativitet, når de selv skal klippe breve og farvelægge det. Særligt for de yngre børn er det sjovt at se, hvordan deres klip bliver til mønstre, når brevet foldes ud. For de lidt ældre børn kan I måske prøve at følge en skabelon eller et bestemt mønster, som de gerne vil prøve at lave.

I kan prøve at lave jeres helt eget rim, når I laver gækkebrevet. Prøv at lade børnene finde ord, der rimer og passer sammen. Det træner både deres sproglige egenskaber og lærer dem at tænke kreativt. Pyt med, at verset måske ikke er H. C. Andersen værdigt – alle vil elske at få et gækkebrev med barnets helt eget personlige præg!

Naturlig og ansvarlig læring med karse

De fleste husker tilbage på barndom og påskeferie med minder om hjemmegroet karse. Det er så nemt og super sjovt for børn at gro deres eget karse, som de efterfølgende kan høste og drysse over deres helt egen æggemad. Karsen skal bare gro i vat, og det kan plantes i nærmest alt; tomme æggeskaller, bunden af en mælkekarton, et glas etc. Børnene kan lære en masse ved denne aktivitet. Det ene aspekt er omkring natur og planter – et helt andet er ansvar, engagement og proces!

Når I har sammensat og dekoreret jeres helt egen karse-beholder, skal I så karsen:

1) Dæk bunden godt til med vat.

2) Hæld vand over vattet – ikke for meget, men nok til at væde det.

3) Drys karsefrøene ned på vattet. Sørg for, at de er godt spredt ud over vattet.

Karsen vil gro i løbet af 3-4 dage. Herefter er den klar til at blive høstet og strøet ud over påskefrokosten!

Matematiske påskelækkerier

Påsken er fyldt med lækkerier, som børnene kan være med til selv at lave. I kan bage påskehare-boller, diverse påskekager eller kaste jer ud i jeres helt egne hjemmelavede chokoladeæg.

Uanset hvad I går i gang med, kan børnene lære en hel masse matematik, når I skal måle og blande ingredienserne. Hvor meget skal I afmåle og bruge, hvis I bager dobbelt portion? En halv portion? Eller måske 1,5 portion?

Mange af børnenes faglige og personlige kompetencer kan udvikles ved aktiviteter som ovenstående – men kun fantasien sætter grænser, så prøv jer frem og find på noget, som lige netop dit barn synes er rigtig sjovt at lave i jeres påskeferie!

Del artiklen

Skriv et svar

Du vil måske også synes om