Tag skolen seriøst – her er alle fordelene ved at gøre sit bedste

Tag skolen seriøst. Det lyder måske lidt traditionelt og kedeligt, og det er nemt at få af vide, at man […]

Image
Jonas Larsen 10-08-2017
Image

Tag skolen seriøst. Det lyder måske lidt traditionelt og kedeligt, og det er nemt at få af vide, at man skal tage sin skole seriøst, gøre sit bedste, gå tidligt i seng osv. Men det er langt sværere rent faktisk at udføre det. En af grundene til, at det kan være svært at føre ud i livet, er, at det ofte kræver meget handling fra os mennesker at ændre noget i vores liv. Ofte mangler vi motivation og gode grunde til at gøre det, vi gør.

Mange mennesker er fx dårlige til at stå tidligt op. Snakker man med dem om søvn, så vil de ofte sige noget i stil med: “Jeg ville aldrig kunne stå op kl. 05:00 om natten!”. Men hvis jeg tilbød dem 3 millioner kroner gratis, hvis de mødte mig kl. 04:00 på den lokale strand iført badebukser i december måned – så skulle de nok stå op til tiden og nå frem, det kan jeg love dig for.

Så hvad skal du have ud af den historie? At der ikke findes dovenskab og manglende evner, kun manglende motivation. Så her er nogle af fordelene ved at tage skolen seriøst, som måske kan motivere dig:

1. Tag skolen seriøst og få bedre karakterer

Mennesker, der tager skolen seriøst, laver deres lektier og gør deres bedste, er også dem, som får bedst karakterer – uden tvivl. Du kender måske én, som er doven og samtidig får gode karakterer? Det betyder ikke, at det virker for gennemsnittet.

2. Flere og bedre venner

Når man tager skolen seriøst, så møder man mere op. Man kommer til flere timer, og man sidder og arbejder længere med sine opgaver. Det betyder også, at du kommer til at bruge mere tid med klassekammerater og venner i skolen. Måske du kommer i gruppe med én, som du ender med at få et godt venskab til?

3. Alle muligheder åbne

Når man tager skolen seriøst, får man som sagt oftest også de bedste karakterer. Gode karakterer = et godt gennemsnit. Et godt gennemsnit = frit valg på alle hylder, når du skal vælge uddannelse efter gymnasiet. Det samme gælder, hvis du kommer fra folkeskolen af.

Du tænker måske “snittet til min uddannelse er lavt, der skal jeg nok komme ind”. Men uanset hvor sikker du er på, at det er den vej, du skal gå, så er sandsynligheden for, at du ender med at skifte, meget høj. Der er rigtig mange, der opdager, at de hellere vil gå en anden vej, end den de var på vej ned ad ift. uddannelse. Man hører om 40-årige sosu-assistenter, der pludselig vil læse til læge. Så er det altså stadigvæk deres gymnasiegennemsnit, de skal søge med! Dit snit gælder resten af dit liv og kan ikke laves om, så tag det seriøst.

4. Gør livet nemmere

Tag skolen seriøst – det gør livet nemmere! Det er langt mindre stressende at lave alle sine opgaver og have styr på sine aftaler, end når det hele bare er kaos. Når alt ens skolearbejde er kaos og flyder rundt, så er det ofte også sådan i ens eget liv udenfor skolen. Det skaber en ond cirkel af manglende motivation og rod. Kort fortalt: Livet er nemmere, når du er organiseret og har styr på dine ting.

5. Mere tid til sjov

At bruge mere tid på skole = mere tid til sjov? Jep. Når du har lavet dine lektier og fået styr på kalenderen, er det langt nemmere at finde tid til sjov. Hvis man derimod vælter sig i opgaver, som man ikke laver, jamen så skal man bare lave dem på et andet tidspunkt, og det fører ofte til langt mere arbejde, end hvis man bare havde gjort det fra start af. Hvis man gør en vane ud af at skrive sine opgaver i god tid, så vil man oftest være færdig i god tid.

 

Så: Tag skolen seriøst – det er vigtigt på mange parametre!

Del artiklen

Skriv et svar

Du vil måske også synes om